Familien Ekstrands tur med SY Freya

15/6 2012
Så nærmer tiden sig hvor vi igen skal se Freya.
Efter vi lastede hende den 30/6 har hun været på tur med skibet Sampogracht. Første stop var Newport nær Boston der efter gik det over atlanten til Southampton og her til morgen sejlede de videre til Cuxhaven i tyskland. Imorgen kl 13.30 skal vi så ombord og søsætte hende igen. Det bliver dejligt at komme tilbage. Vi har følt os lidt hjemløse her på det sidste, men nu skal vi videre de sidste sømil hjem til Rødvig hvor vi regner med at være den 23/6 hvis alt går som det skal.
Alberte og Malte glæder sig til at komme hjem og mødes med venner og familie. 
 Den sidste måned har vi har talt meget om alt det vi har savnet mens vi har været væk og hvad vi skal lave af ynglingsretter når vi kommer hjem.  At komme tilbage til deres egne værelser står også højt på listen.

Langs hele Floridas østkyst ligger en smal landtange med lange hvide sandstrande ud til Atlanterhavet. Her er masser af hoteller og flotte villaer ud til vandet. På indersiden løber Intracoastal waterway, hvor man kan sejle fra Bahamas til New York næsten uden at komme ud på åbent hav. Hist og her er der adgang til havet med fine havne.

Lidt forsinket ankom Sampgracht til Charlotte-Amalie d. 25. maj. Vi blev loadet d. 28. maj. Alt gik rigtig fint og vi blev placeret lige foran styrhuset. Så har de noget kønt at kigge på. Planen er at den sejler videre til Newport nord for New York, hvor den skal have flere både ombord. Vi ved nu at den er blevet en smule forsinket i Newport. Så vi regner med at den ankommer til Brunsbüttel d. 15. juni.

Det giver os mere tid til at udforske BVI og det er godt for her er fantastisk snorkling.  Vi forlader Road Town og går til Peter Island, hvor vi lægger os i Dead Mans Bay. Vejret er heldigvis blevet bedre, da det har regnet rigtig meget i det meste af en uge.  Vi finder snorkler og svømmefødder frem og Flemming hopper i som den første. Sekundet efter stikker han hovedet op og siger at der er 2 hajer på 1 m lige under båden! Senere finder vi dog ud af at det ikke er hajer, men fisk på den størrelse på nært hold giver respekt. Der er ikke mange koraller her,  men en havbund med græs tiltrækker skildpadder og vi ser flere. De er ikke særlig sky og vi kan komme tæt på. Senere ser vi også flere stingrays, som uden at tage notits af os roligt svømmer langs havbunden med følgefisk. 

Vi har valgt at shippe Freya hjem og selv tage en flyver. Vi har talt med flere som selv har prøvet turen og som ikke anbefaler den. Turen til Azoerne er hård og dem vi har talt med har brugt mere en 30 dage alene på den del. Dernæst er turen fra Azoerne til England heller ingen spøg og den kan også tage 14 dage. Udover at vi kan forvente en ikke alt for behagelig tur, vil det også betyde at vi resten af rejsen vil have travlt, da det er mange sømil og vi skal bruge tid på at gøre båden klar i stedet for at nyde BVI.  Det er vi helst fri for, så vi tager den behagelige model, og tager en flyver til Miami, hvor vi lejer en mobilhome og bruger lidt tid på at se Florida inden vi flyver vi til Hamborg og samler Freya op i Brunsbüttel.  Vi forventer at være i Tyskland omkring den 7. juni, hvorefter vi sejler hjemad gennem Kielerkanalen.

Vi tager med den lokale færge til Charlotte Amalie på St. Thomas for at få Amerikansk visum, hvilket kræves for at vi kan tage båden til Amerikansk Vestindiske øer. Det går fuldstændig glat, de er vant til sejlere og vi kan efter at have afleveret vores fingeraftryk og et foto gå op i byen og spise frokost. Det gør vi i Kronprindsens gade.

Turen hjem med færgen bliver lidt forsinket, da vi venter på at bagagen til en person i et charterselskab skal ankomme fra lufthavnen. Der er flere færgeselskaber, der besejler ruten og der er lidt konkurrence mellem dem. Mens vi venter, sejler  færgen fra det andet selskab, så da vi endelig kommer af sted er vores kaptajn fast besluttet på at indhente den. Så snart vi kommer ud af havnen giver han fuld gas. Med kun 10 m ind til land smyger færgen sig mellem øerne og da han kommer ud i mere åbent vand giver han den en ekstra tand. 31 knob! Ude i strædet ligger der speedbåde klar med vandskiløbere efter.  I det øjeblik færgen passerer drejer motorbåden ind over hækbølgen fra færgen og vandskiløberen får mulighed for at lave vandskihop. 

Vi gør et kort ophold i St. Martin i Groot Bai, hvor store krydstogtskibe sender 1000-vis af amerikanere i land for at shoppe toldfrit. Den ”historiske by” ser ud som om den er bygget op af de samme som har bygget Disneyland. Fint, men uinteressant, så vi sejler videre mod Tortola og sørme ikke om fiskelykken er med os igen.  Vi hiver en stor flot tun i land. Den er muskuløs som bare pokker og vejer vel 10 kg. Fisken er hurtigt tilberedt. Den bliver bare ”tørret over panden” så den lige får en stegt kant. Wasabi og soya bliver fundet frem og så er der mad til 3 dage J

Vi står op med solen og sætter kursen mod Antigua. Vi har halvvind og vi stryger afsted med 7-9 knob. En fantastisk sejllads og sidst på eftermiddagen sejler vi ind i English harbour. Der er Antigua week, som er blandt verdens største races, med deltagelse at de fineste megayachter i verden og vi taber da også underkæben da vi sejler ind i havnen. Mange af de både der er skrevet artikler om i Yachting world er her. De har netop afsluttet sejladsen for de klassiske både og mange af dem ligger stadig i havnen. Det er de mest udsøgte både i verden og vi dyrker moleræs og havnekino i stor stil.

Som altid har vi fiskelinen ude, men efter timer og atter timer uden at få andet end driftwood på krogen, er vi ved at affinde os med at vi nok fortsat må købe den fisk vi skal spise. Pludselig er der dog bid! I en fart smider vi sejlene og med stor spænding hiver vi linen i land. Langt ude kan vi se en dorade hoppe for at forsøge at komme af krogen og vi krydser fingre for at den ikke får heldet med sig. Langsomt får Flemming den hevet i land. Krogen er gået hele vejen genne mundhulen og ud gennem øjet, men stor og flot er den, med fantastiske farver.  Vi skyder den til at veje omkring 10 kg, så der er mad til flere dage. Vi dropper ankeret på Iles de Goayaues på Guadeloupe lige inden at solen går ned. Ankerpladsen er meget urolig (godt Maiken ikke er her J for vi ville ikke score mange point for den ankerplads) men vi har ikke tid til at finde noget bedre. Desuden skal vi bare ligge her for natten, da vi sejler videre i morgen tidlig uden at gå i land. Omstændighederne i pantryet omkring tilberedningen giver flash back til Atlanten, for vi ruller heftigt fra side til side og sådan bliver det ved hele natten. Vinden er kommet fra syd hele natten og det giver denne mærkelige sø. Fisken bliver tilberedt på grillen i sølvpapir med hvidvin og urter og den smager himmelsk. Halen bliver skåret af og hængt som trofæ.

Der er ingen vind, haveoverfladen er næsten blank.  Der plejer at være 2-3 m søer der gør det vanskeligt at få øje på hvaler og delfiner og derfor har vi set færre end vi har håbet på turen. I dag er heldet dog med os. Først ser vi en flok delfiner, der leger omkring boven på båden.  Så ser vi hvaler forude og beslutter at slukke motoren og, for sejl alene, se om vi kan komme tættere på.  Det lykkes og det viser sig at være en kæmpe flok. Enkelte kommer helt tæt på og vi holder vejret, da et par stykker svømmer ind under båden.  I en halv time sejler vi sammen med flokken og så er de væk igen. Vi starter motoren igen og fortsætter mod Guadeloupe.

22. april sejler vi videre. Vi har besluttet at vi nu må tage nogle uger med effektiv sejllads for at være sikker på at nå frem til St. Thomas i tide. Vi skal også nå at skaffe US visa fra Tortola og vi må have lidt luft i tidsplanen, hvis der skulle opstå noget uforudset.

Vi laver derfor kun en opankring for natten på Dominica, uden at gå i land og sejler videre ved solopgang næste morgen med kursen mod Guadeloupe. Der er ingen vind, så vi går for Motor.  Efter nogen timer bliver vi vinket an af en fransk sejler.  De snakker lige så meget engelsk som befolkningen på Martinique – dvs. intet – men med fagter får de fortalt at motoren er kaput og da der ingen vind er driver de blot længere og længere ud. Vi tager dem på slæb og sætter dem af i Rupert Bay i den nordlige ende af Dominica.

20. april 2012

Efter hel dags sejllads sejler vi ind i Fort de France og ankrer op nedenunder det gamle fort. Vi glæder os til at se rigtige butikker – måske endda shoppe lidt og drikke cafe latte og ellers nyde at være i civilisationen igen. Et kvarter senere kl. 16.30 fortøjer vi gummi båden til den nye fine mole, der er bygget og så går det ellers i fuldt firspring af sted for at finde Immigration og Told, så vi kan få lov til at gå i land. De lukker kl. 17, så vi burde lige kunne nå det. Hidtil har det aldrig været vanskeligt at finde, for var det ikke lige synligt var det enkelt at spørge nogen af de lokale, som kunne vise vej. Men, nu er vi kommet til Frankrig. Vi ser ingen skiltning og vores forsøg på at spørge os frem munder ud i, at vi må konstatere, at på trods af, at alle øer omkring har engelsk som hovedsprog, taler de kun fransk. Som i kun fransk. Hvad de ikke har i sprogkundskaber har de dog i velvilje og 5 minutter i lukketid finder vi frem til en bådbutik, der i et hjørne har opsat en PC hvor tilsejlende gæster selv kan udfylde papirerne elektronisk. Enkelt og hurtigt.  En stor omvæltning efter at have besøgt adskillige immigrations- og toldkontorer, som uendeligt omstændigt og nidkært udfylder side op og side ned i hånden og med adskillige gennemslagspapirer imellem, så oplysningerne kan føres i store bøger.

Efter den hurtige indklarering går vi en tur i byen, som på mange måder er som at være i Frankrig. Vi provianterer i en stor Carrefour, som har alt hvad man kan forvente af en vesligt supermarked og vi får købt de varer, som vi ikke har haft mulighed for at købe i mange måneder bl.a. ost, rødvin og delikatesser.

Vi kan ikke få internet og mærkværdigvis skal det vise sig at blive et problem i de næste uger. Jo mere civiliseret, jo vanskeligere er det at trække internet til båden og jo større begrænsninger er der for at få lov til at anvende nettet på cafeer og restauranter.  F.eks. er der restauranter, der kun tilbyder internet til spisende gæster.

Lige i øjeblikket vælter det ind med både i Admirality Bay for nu starter Bequia Easter Regatta, som er en hyggelig årlig tilbagevendende begivenhed, der samler mange gæster i havnen - og som fordobler prisen på moorings.

Vand er en mangelvare og brusebad er ikke en daglig selvfølgelighed. Daglige havbad skorter det ikke på, men ferskvandsafvaskningerne og hårvask i ferskvand holder Flemming hård justits med.  Her til aften blev der åbnet for sluserne foroven i form af at gigantisk regnvejr. Det måtte selvfølgelig udnyttes, så alle smed kludene og blev skyllet af. Lågene til ferskvandstankene blev åbnet og i løbet er kort tid var de fulde. Flemming følte sig så rig på vand at alle blev beordret i bad.  2 gange hårvask plus balsam – ahh! Hvem lukkede geden ud af båden?

Malte greb resolut en spand og fik den fyldt op på ingen tid. En smagstest viste at den var fin til at drikke, selvom den var samlet om fra dækket, hvilket viser at hele båden nu også har fået en ferskvandsafslylning og alt ikke er fedtet ind i salt.

Vi spiser fisk hver dag. Da vi åbenbart ikke er særlig dygtige til at fange dem selv, er det godt at der er mulighed for ”local delivery” der også er til at betale. Og så er der lidt mere kolorit på de lokale fiskepushere  end vi er vant til fra Tinas fisk i Køge havn. Vi spiser kingfisk, dorado (her kaldet mahi mahi) tun og snapper.  For tiden er vores favoritret Ceviche, dvs. frisk rå fisk der er marineret i limejuice, hvidløg  og chili i en salat med løg, tomat og agurk. UHM. Dorte og Alberte er blevet hardcore – de spiser det også gerne til morgenmad. 

Efter  Mayreau  tog vi ud til Tobago Cays  som er udlagt som beskyttet område. Her er særligt gunstigt at snorkle, da der er en stor bestand af havskildpadder. Vi tog snorkel og svømmefødder på og der gik ikke mere end 5 min. før vi havde havskildpadder ganske tæt på. På et tidspunkt svømmede Malte og Alberte midt i en flok på 5. En kæmpe oplevelse, som vi var høje på længe efter.  Derudover så vi languster, søstjerner, Queen Conch (kæmpekonkylier, som for øvrigt smager dejligt) udover mængder af ”akvariefisk”.

Mayreau er lille og uturistet og hører  også til Grenadinerne. Øen er indbegrebet af  Vestindien: klart og turkisblåt vand, frisk fisk til aftensmaden og et par enkelte lokale der sælger produkterne fra baghaven .  Der er ikke længere jungle som vi så det på Trinidad, men mere fremkommelige gevækster.

Vi så flere kolibrier her, som tilsyneladende ernærer sig fra Tamarind træerne. Det er nogle elegante og vakse skabninger, som overrasker med deres hurtighed.  Arten her er helt sort og halvt så stor som en musvit.   

Der er en ganske lille lufthavn på Union Island og det er tillige en ø der er ganske høj. Det betyder at man kan stå oppe og se flyene under sig lande. Ret specielt!

George 'and his own car!'.

(20. feb. 2012) Vi tog til de voksnes karneval, hvor musikken var - tro det eller ej - endnu højere end til børnenes karneval. Gaderne var fyldt med unge der "winede" til den helt store guldmedalje og endnu engang vadede vi, til vores fødder var helt ømme.

Siden sidste brev har vi sagt farvel til Per og Michael, de har taget flyveren hjem til kolde Danmark for at kunne nå at komme på skiferie og arbejde.

Vi har været utrolig glade for at have haft dem med over Atlanten. Det gav en dejlig ro og tryghed, at have nogle gode sejlere med og så har vi haft det rigtigt hyggeligt sammen.

Inden de tog hjem nåede vi at sejle ud til øen Chacachacare som er en forhenværende spedalskheds koloni. Hvor man placerede de syg for ikke de skulle smitte andre.

 Så tænker man at det godt nok var hårde tider i gamle dage, men her bliver man overrasket, for kolonien blev først forladt i 1986 efter at der var fundet en behandling af sygdommen.

Nu står alle bygningerne så som da de blev forladt, med senge på værelserne, ledninger langs stierne og forfalder i takt med at junglen æder sig ind på dem.

 Vi besøgte nonne klostret og den ”forladte by”.

 Det var underligt at se de fine bygninger, hvor de syge og isoleret mennesker havde haft deres hverdag, stå uden at blive vedligeholdt, som om man bare ville glemme den periode i historien.

På vej tilbage til Chaguaramas smed vi ankeret i Scotland Bay som er en meget beskyttet bugt på nord/vest siden af Trinidad. Her nød vi naturen, med både frugt flagermus, som fløj ind i salonen netop som vi var ved at gå til køjs og havskildpadder der svømmede rundt om båden.

Vi forsøgte at finde en sti til et vandfald i nærheden, men junglen var for tæt, så vi måtte desværre opgive.

Vandfaldet skulle vi se, så inden Michael tog flyveren hjem angreb vi det fra den anden side. Først med taxi fra havnen, derefter til fods af en fin sti også åbenbarede herlighederne sig, for fuld styrke. Først i form af en flok aber som klatrede rundt i bambus træerne og spiste, dernæst en lille kolibri lige foran Albertes næse og til sidst det 600 fod høje Edith Falls. Det var dog lidt sparsomt med vandet men vi blev da våde når vi stod helt ind under klipperne.

Jeg tror det var første gang vi var i en rigtig tropisk jungle på egen hånd, så oplevelsen var ganske intens.

Karnevalet kommer vi ikke uden om. Det vare lidt over en uge og slutter med det helt store brag mandag og tirsdag.

Vi tog en maxi taxi ind lørdag, hvor der var parade med de små børn.

 Her kunne man så forledes til at tro at der blev spillet børnesange og leget tagfat, men NEJ. Sættevogne på 20 meters længde, læsset med højtaler, så store som huse der kunne få larmen på Roskilde festivalen til at blegne, kørte i lange optog med de fest klædte unger.

Deres kostumer var utrolig flotte og fantasifulde. Hver gruppe havde et tema som de var klædt ud efter.

De gik/dansede rundt på en afspærret rute i byen og 2 steder passerede de en dommer tribune hvor de blev bedømt.

(4. dec. 2011) I dag stod vi tidligt op, hvilket for os betyder før ni, for at gå på levadavandring. Vi tog løbeskoene på, pakkede en taske med vand og ekstra tøj og tog mor og fars (Dorte og Flemmings) 20 år gamle levadabog med. Planen var en let tur på 7,5 km, som skulle tage tre timer. Levadaerne på Madeira er akvædukter, som fordeler regnvandet fra nordøen til den sydlige del, så der er masser af vand til alle afgrøder på hele øen, så den syner frugtbar og frodig.  På Madeira er der 2150 km levada, så vi har kun set en lille del af det.
Vandringen gik rigtig godt og vi så tusinder af bananpalmer, der stod langs det meste af levadaen. Desværre var bananerne grønne og umodne, så dem kunne vi desværre ikke spise, når sulten meldte sig.
På et tidspunkt gik vi i en slugt, men oppe på en levada højt over slugten. Der var tunneller man skulle igennem, som var så lave at vi måtte gå på hug. På den anden side af tunnellerne var der et gelænder på venstre side og ellers gik det lodret ned på siden. Efter nogle timers vandring hørte gelænderet op med at være der og det gik stadig lodret ned. Efter vi havde gået sådan noget tid, blev vi enige om, at det umuligt kunne være en let rute og vi besluttede at forlade levadaen og gå ned ad en trappe til bunden af slugten. Vi endte i et industriområde og gik ud ad slugten. Vi endte i byen Câmara de Lobos, hvor vi gik ind på en café og fik slukket tørsten og kastet lidt mad i munden. Bagefter gik vi i Pingo Doce, som er et portugisisk supermarket og købte lidt snack og mere at vand og sodavand. Derefter tog vi en taxa hjem og slæbte os ned i båden, for at få fødderne op. Vi studere et kort over levadaerne og fandt ud af, at da den lette levada tur sluttede og man skulle ned på hovedvejen, var vi fortsat på en ny levada, som i vores bog er beskrevet som ”only for experts”.
Vi glæder os til en god nats søvn og sejler mod Grand Canaria i morgen eftermiddag, hvis alt går efter planen.

(3. dec. 2011) Her på Madeira er der en tradition for, at man – inden man sejler videre – sætter sit ’mærke’ på indersiden af molen. Så langs hele molen kan man læse, hvilke både der har været her, på hvilke tidspunkter, med hvilke personer. Det er utrolig hyggeligt at gå langs havnen og finde skibe man kender og se på ’mærker’. Nogle af ’mærkerne’ er utrolig kunstneriske og meget flot malet.

(2. dec. 2011) Efter at have haft en dejlig nat, hvor alle har sovet hele natten, sejlede vi fra Porto Santo i formiddags kl. 10.20. Bernd har indført en tradition, som vi ikke kendte til før. Han kalder det ’Ableger’ og ’Anleger’. Traditionen siger, at når man lægger fra kaj (Ableger), skal alle stå op i cockpittet og der bliver hældt en lille whisky op til alle. ALLE! Så er der en der tager ordet (mest Bernd eller Flemming) og siger at han håber vi får en god tur og at vejret må være med os. Så tager han sin egen whisky og giver det til Neptun, ved at han kaster sin whisky i havet og der bliver hældt en ny whisky op til ham.  Når man så er kommet frem og lægger til kaj, så er det ‘Anleger’ens tur. Så skal vi alle op i cockpittet og have en whisky og sige tak for en god tur. Det er nu en tradition, vi har taget til os.
Vi ankom til Funchal på Madeira ved syvtiden i aftes. Nu glæder vi og til at få noget at spise på en restaurant i byen.

På billedet kan man se vores ’Anleger’ da vi ankom til Porto Santo.

(1. dec. 2011) Vi ankom til Porto Santo i eftermiddags. Turen fra Lagos hertil er gået rigtig godt. De to første døgn sejlede vi primært med motor og storsejl og kun nogle enkelte timer med sejl alene. Det ændrede sig dog det sidste døgn, hvor vi mest sejlede med sejl. Vi valgte at gå i havn på Porto Santo, for ellers ville vi anløbe Funchal på Madeira i mørke.
I aftes var vi ude at spise med nogle amerikanere, der var i gang med at sejle en katamaran hjem til USA fra Frankrig.
Her på Porto Santo har mange af de skibe, der har besøgt havnen, lavet deres eget ’kendemærke’ langs indermolen og danske både har vi også fundet.

12.Nov.2011.
Så er det blevet efterår her i Lagos. Her er stadigt dejligt varmt 20 - 28 gr, men der er begyndt at komme regnbyger og en del vind.
 Det er tydeligt at lavtrykkene går længere syd på end før.
Vi har købt en lille olie radiator som kan holde temperaturen oppe om natten hvor det godt kan blive lidt køligt.

Vi har brugt tiden i Lagos til at slappe af og efterhånden som energien er kommet tilbage er vi gået igang med at ordne og forbedre Freya til den viderer tur.
Forsejlet har fået nyt agterlig med uv beklædning og samtidig fik vi syet en bimini (solsejl over cokpittet) så vi kan klare den kraftige sol.
 Flere øjer til livliner og forbedring af rebesystemet i storsejlet.
Påhængsmotoren har drillet lidt, så kaburatoren er blevet skildt ad nogle gange før problemet blev løst.
Bernd påpegede at en 3 i 1 lanterne i toppen af masten er et "must" på de store vande. Døningerne er så store at almindelige lanterner monteret på søgelænderet ses meget dårligt. Så når vejeret er til det bliver den også monteret.
 
Ellers er Freya blevet et rigtigt hospitals skib. Det startede med at jeg fik en fibersprængning i lysken da jeg skulle lufte motoren ud efter at have skiftet brændstoffilter.
 Jeg kunne hverken komme ud af sengen eller gå. Jeg ringede til Proterapi`s dygtige fysioterapeut Lars som kunne hjælpe med forskellige behandlinger over telefonen ( han kunne desværre ikke fjern heale) men  langsomt blev det bedre.
Der efter fik både Dorte og Alberte forkølelse og ondt i halsen. Malte slap heller ikke. Det var vældigt besværligt for lige som jeg havde vænnet mig til fuld service i forkahytten blev det min tur til at være sygehjælper.
 Jeg syntes godt jeg kunne have nydt servicen lidt længere 🤩.
 Nå men det ser ud til at de har taget sig sammen og er ved at være friske igen. Jeg syntes dog stadig det trækker lidt i mit ben så jeg har nok taget for hårdt fat.

(18. okt. 2011) Efter en tur på det lokale fiskemarked, lavede vi muslingeret, som vi nød til fulde. Mmm.

(14. okt. 2011) Så er vi tilbage på båden igen. Inge, som bor i Spanien og hentede os i lufthavnen, da vi ankom, kørte os hele vejen til Lagos i Portugal, hvor båden nu ligger. Det var skønt at komme tilbage på båden og høre at Bernd og crewet havde haft en god tur.
På billedet sidder vi på en lokal restaurant og nyder vores "hjemkomst".

Når vi nu var  i Maro, skulle vi selvfølgelig også ind og se Cueva de Nerja. Det er nogle fantastisk drypstenshuler, som er skabt for 5 millioner år siden. For 30.000 år siden levede der fortidsmennesker i hulerne, men grotterne blev først genfundet i 1959 af tre lokale drenge fra Mao. De skulle på flagermusejagt og klemte sig ind ad en lille åbning, for at jage flagermusene og opdagede på den måde grotterne.
Når man har gået et godt stykke ind i hulen, kommer man til Sala de Cataclismo, som betyder Syndflodssalen, som er den mest spektakulære grotte. Den rummer en gigantisk søjle i midten, som er 32 m høj og 13x7 m ved bunden og dermed verdens største.

(18. sept. 2011) I dag var bare planlagt som en smuttur på 45 sømil til Portsmouth. Der drev konstant mørke tordenskyer lang med kysten. På vejen skulle vi passere over et lavtvandsområde og præcis på dette tidspunkt valgte vinden at øge til 12-13 m/s. Samtidig havde vi voldsom medstrøm, hvilket gjorde at vanden nærmest kogte omkring os i gennemsejlingen. Det var lidt skræmmende, men hurtigt overstået og resten af turen forløb fint til den smukke indsejling til Portsmouth, som vi fik rigeligt tid til at se, da vi havde 4 knobs modstrøm. På billede ses Portsmouths varetegn.

(14. sept. 2011) Natten mellem d. 11. og 12. ramte "Valgorkanen" Dover. Det blæste op til stormstyrke i stødene og holdt os vågen det meste af natten. Vi vippede meget på trods af, at vi lå inde i havnen. Da vi stod op næste morgen, var en af lysmasterne knækket midt over. Senere blev der sat afspærring op rundt om de andre lymaster. Nu har vinden heldigvis lagt sig og solen skinner.

(31. aug. 2011) Som det ses på billedet, er alt ikke som det burde være på sy Freya.
Efter vi forlod Borkum, sejlede vi langs den Hollandske kyst. Først til Den Helder for et kort stop, derefter Scheveningen, hvor vi havde besøg af den hollandske told, som var flinke og fandt alt på båden iorden. Størst interesse  havde de for vores fine certifikater med ejer og moms dokumentation og vores medicin beholdning, som Dorte heldigvis havde de nødvendige papirer på.
Fra Scheveningen tog vi direkte til Dover med alt, hvad der hører til af monstertrafik mod Rotterdam og Dover strait.
I Dover følte vi endelig at vi var nået et delmål og tog på seightseeing på den nærliggende borg.
Byen blev også indtaget og vi fik dejlig mad på de lokale restaurenter.
Lørdag skulle vi sejle videre mod Brighton og mødes med Robin og Miquel. Vejeret var fint, men i løbet af dagen byggede der sig nogle gevaldige regn- og tordenbyger op. Vinden var som altid lige imod og strøm havde vi også glæde af. Da det hele til sidst var rigtigt surt, valgte vi at søge mod en havn på halvvejen, men inden vi havde set os om fløj sejl og rullesystem om ørene på os. Vi havde åbenbart fået en defekt pinbolt, hvor splitten var knækket (viste det sig da vi kom i havn) og rullesystemet rev sig løs. Da vi ikke kunne få sejlet ned, måtte vi tøjre det med spilerfaldet og derefter vende om med Dover. I kuling og med kæmpe bølger lænsede vi afsted med 10kn for resterne af storsejlet alene.
Vel i havn fik vi besigtigede skaderne og faldt i dyb søvn alle 4.
Vi venter nu på reservedele og reparation. Det går der nok en uge med og dét netop som vejret er begyndt at arte sig lidt bedre med vind fra øst og knap så mange lavtryk (øv).
Nå, men ventetiden bruger vi på at tage rundt i det lokale område, som er meget smukt og til London for at pleje shopping genet. Maltes skolegang skal jo også passes. Særlig os forældre får genopfrisket en del matematik og sproggrammatik. 

Her står vi ved Dover castle, som er englands største borg grundlagt i 1180 af Henry II. Her står vi foran den ældste del af borgen. Borgen, som man har bygget større i løbet af mange 100 år, bliver kaldt "The Key to England".

(12. aug. 2011) Det har regnet og regnet og regnet og så har det regnet lidt igen. Det er femte dag vi ligger i Marstal og nu vil vi gerne videre. Vejret har simpelthen været for dårligt, til at vi gad sejle herfra. I dag er vinden for første gang til vores fordel, så vi er ved at gøre klar til at sejle videre. Vi sejler til Kiel i dag, som er en tur på 30 sømil. Vi regner med at det vil tage omkring seks timer. Lige nu regner det ikke, hvilket nærmest er en sensation i sig selv. Vi har stort set haft dagsregn de sidste dage her på Ærø. Så vi glæder os utrolig meget til at komme længere syd på.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Dagene med regn viste os, at der var en utæthed, der gjorde at der løb vand ned i Albertes køje. Det tog lang tid at finde utætheden, men den dukkede op, da Flemming pillede noget af loftet ned inde i kahytten. Det var en skødeskinne, der ikke var pakket ordentlig. Da Flemming fik gjort Albertes kahyt tæt, løb vandet i stedet hen i Maltes kahyt. Vi kan ikke få tættet det rigtigt, før der er helt tørt. Men regnen hjalp os trods alt med, at finde ud af, hvor utætheden var.

Klokken er 12.15 nu, hvor vi letter fortøjningerne.

Det er usikkert, hvornår næste opdatering kommer, da vi ikke ved, hvornår vi kan få net igen.

(5. aug. 2011) Vi sejlede fra Masnedø kl. 12.00 med kurs mod Marstal, men efterhånden blev det kraftig vind lige imod, så vi valgte i stedet at gå nord om Langeland til Thureø Bund, hvor vi nu ligger for anker i den smukkeste natur havn. I morgen skal vi montere den nye håndbetjening, så vi også kan få ankeret op igen 🙂

Så er vi endelig kommet af sted. Vi sejlede fra Rødvig Havn i går onsdag d. 3. august. Vi forlod kajen kl. 15.45. Det blæste 9 m/s fra ø-s/ø, så det var bidevind og vi gik hårdt på kryds. I løbet af aftenen øgede det til 12 m/s. Så det var rigtig sejlads fra start af, men det blev dog mildnet af, at solen skinnede og vinden var mild. Alberte blev ramt af lidt søsyge på turen, men klarede det fint og fik det bedre efter lidt tid.
Vi kan godt mærke, at hele optakten til turen har gjort os trætte og da vi gik i havn i Stubbekøbing i går kl. 22.45, ville vi bare have noget mad og så ind og sove.
I dag blæser det en del, men solen skinner trods alt. Planen i dag er, at vi skal sejle til Masnedø Marine, der ligger lige ved Vordingborg. Det er blot to timers sejlads. Der skal vi købe en ny håndbetjening til ankerspillet. Den gamle håndbetjening som Flemming selv havde bikset sammen fra en gammel håndbetjening fra en el-kran fra Transmotor kortsluttede, da der røg vand i, så vi skal ind og købe en ny.
Vi får vinden ind agter fra på turen i dag, så det bliver slørsejlads .

Ja, så nærmer tiden sig for afrejsen.
På grund af uendelige lange huske lister, har vi ikke været flinke til at informerer og skrive på vores nye hjemmeside.
Men nu ser det ud til at vi er ved og være klar.
Så vi regner med, at vi slipper fortøjningerne i Rødvig onsdag  d 3/8-2011.
Vi vil så prøve at opdaterer så tit som muligt, så I kan følge med på turen.
Vi sejler først til Kiel genmen kanalen og ud i Tyskebugt.
 Så vil vi prøve at komme så hurtigt vi kan til syd England, så vi er klar til turen over Biscayen.